I Fångens cell


Nästan som att vara där själva. Historien om halshuggningen av Jens Nielsen för 112 år sen - Danmarks sista avrättning - som Politikens raporter upplevde den, den 9. november 1892.

Reportage
Af Henrik Cavling


En let gennemsigtig Taage hvilte igaar Morges over Horsens, da byen vaagnede, og da Alle spurgte: Skal Henrettelsen finde Sted idag? Over Markveje og Stier ilte formummede Skikkelser, Mænd, Kvinder og Børn op til Fængslet, hvis graa Mure en halv Fjerdingvej fra Byen hæver sig over nogle Smaatræer, hvis gule Løv lyste i det diskrete Halvmærke.
Fængslet er bygget i en Firkant, inderfor hvilken der igen findes fire sammenbyggede Fløje. I den vestlige af disse, i Kældercellen, sov Forbryderen, der om et Øjeblik skulde lide Døden.

Om Aftenen Kl. 5 havde han faaet Fangernes sædvanlige maaltid, der bestaad i Brød og koldt Kød fra Middagen. Efter derpaa at have drukket en Kop varmt Øl Kl. 8 oprullede han sin Køje (en almindelig Skibskøje) og lagde sig til at sove den Søvn, der gik forud for den evige. Ved Titiden modtog han et nedenfor nærmere omtalt Besøg og forlangte derpaa at faa Lekture, men intet Evangelium. Vedkommende gav ham da fire-fem Bind af 'Dansk Folkemagasin', som han bladede igennem. Da de saa ind til ham ved Tolvtiden, laa han atter i sin Køje, tilsyneladende i en tryg Søvn.

Sejstrups Forberedelser
En af de Første, der var paa Benene i Tugthuset, var Hr. Sejstrup og hans Rakkerknægt. I et Materialskur havde Bøddellen sin fra Kjøbenhavn medførte Blok samt sin Økse. Disse Redskaber bar han nu ind i den vestlige lille snævre Gaard.
Denne Gaard, der er 40 Alen lang og 25 Alen bred, er paa de 3 Sider omgivet af 4 Etages Fængselslænger, hvis tilgitrede Vinduer giver Gaarden et uhyggeligt Udseende. Man vilde vanskeligt kunne finde mere passende Kulisser til en Tragedie.
Henover Gaarden, der ellers bruges til Kuloplag, var der om Aftenen strøet et Læs gult Sand. Midt i dette Sand anbragte Bøddelen og Rakkerknægten nu den medbragte Blok.

Denne Blok er af Form som en afskaaret Kegle. Af Udseende minder den om et spidst Skæppemaal. Den er rødmalet og kan altsaa ikke plettes af den Dræbtes Blod. Fra Blokkens ene Side ned mod Jorden lægges der en Planke, som Forbryderens Legeme skal hvile paa. I Forlængelse af Planken paa den øverste Flades modstaaende Side findes der en lille Fals, hvori den Dødsdømte i udstrakt Stilling lægger Hagen. Over Delikventens Ryg og Nakke spændes Bøjler, der holdes fast ved Kroge. Foran Falsen er en Blikkop, der er anbragt saaledes, at den kan opfange det afhugne Hovede. Sejstrup, der havde kastet Frakken, eftersaa nøje alle disse Ting ved Lys. Derpaa lod han Rakkerknægten hente en Trækasse, bag hvilken han stillede Øksen. Kl. 5 havde Bøddelen alt i Orden.


Rettens Folk
Kl. 5 1/2 marscherede en Politistyrke op fra Raadstuen til Fængslet. Betjentene, der var iførte almindelige kjøbenhavnske Politibetjentuniformer, blev indladte gennem Portnerboligen og ført op i Fængslets saakaldte Retssal, der er beliggende i Fængslets indre Gaard. Her afvendtede de Borgmester Lendrops Ankomst.
Samtidigt voksede de Nysgærriges Antal udenfor Fængslets Hovedindgang. I alt var vel 3-400 Mennesker forsamlede, da Borgmesteren Kl. 6,5 kom kørende i en Landauer og, ledsaget af sin Fuldmægtig, cand.jur. Lund-Andersen, begav sig op i Retsalen, hvor han hilste paa det ventende Politikorps. Saavel Borgmesteren som hans Fuldmægtig var i Uniform.
Fulgt af Fængslets Inspektør, Kapt. Bache, samt af 4 Betjente og et Par Fangevogtere, der med raslende Nøgleknipper skred i Forvejen, begav Borgmesteren sig derpaa fra Retslokalet over mod den venstre Fløj. Vejen gaar igennem en Labyrint af Gange, der ideligt spærres af tilgitrede Døre. Længst mod Vest i denne vildsomme Fløj findes der en Vindeltrappe, som Betjentene siden Attentatet paa Brandstrup betragter med en hemmelig Gru. Vindeltrappen fører nemlig ned til den


Dødsdømtes Celle
Foran hans Dør har i den sidste Tid bestandigt staaet 2 Mand paa vagt. De rettede sig nu og mældte Borgmesteren at Fangen tilsyneladende havde sovet i mindst 4 Timer. Af et og andet sluttede de imidlertid, at det maaske ikke forholdt sig rigtig med hans Søvn. Derpaa stak de Nøglerne i Døren og aabnede for de Ankommende.
Ved den raslende Lyd rejste Jens Nielsen sig halvt op i sin Køje og saa sig omkring, tilsyneladende med Ro. En Slutter holdt en Lygte op for hans Ansigt. Der var ingen Bevægelse at spore i hans Træk.
Han steg derpaa, saa godt hans Lænker tillod ham det, ned af Køjen, og stillede sig foran Gangvagten, der havde taget Plads bagved Køjen og hurtigt rullede denne sammen. "Tiden er forhaanden" sagde Borgmesteren. "Bered Dem til at Dø".

Der opstod et Øjebliks Tavshed, indtil den Dødsdømte med usikker Stemme svarede: "Jeg ved, at jeg er dømt til Døden, men jeg troede ikke, at det skulde ske saa hurtigt".
Derpaa forlod Borgmesteren og hans Folk den Dødsdømte, der roligt satte sig paa sin Briks. Klokken var da 6,20. Indtil han blev afhentet Kl. 7,10 sad han rolig og tankefuld paa sin Briks.
Han ytrede ikke noget Ønske om at faa andra Forfriskninger end et Par Stykker Smørrebrød, som blev bragt og spist. Han sad derpaa tavs og skuede ud i Rummet.


Fangens Tanker
Udefra fikserede man Fangen skarpt. Hvad mon han tænkte paa i denne Stund? Da Fængslets gamle Overlærer Loft den foregaaende Aften var kommet hjem og havde lagt sig i sin Seng, blev han greben af Gru ved Tanken om, hvad der skulde ske den næste Morgen. Han stod op og gik med Bibelen i sin Haand til Fængslet, hvor han søgte Fangen. Det gjorde et stærkt Indtryk paa denne, da den gamle ranke Mand med det lange hvide flagrende Haar pludselig stod over for ham, hævede Bibelen mod Himmelen, idet han raabte: "Imorgen, Jens, skal Du staa til Regnskab for den retfærdige Guds Domstol!". Da segnede Forbryderen i Knæ og syntes tæmmet, men et Minut efter raslede han igen med Lænkerne og rettede sin Ryg.

Ved Ellevetiden forlod den gamle Lærer Loft ham. Hans sidste Ord var: "Gud frelse din genstridige Sjæl". Fangen tænkte øjensynligt ikke paa denne Samtale. Han spurgte flere Gange sine Vogtere, om der var kommen Brev til ham fra hans Søster, der bor i Jyderup. Til hende havde han nemlig skrevet for et Aars Tid siden, men ikke faaet svar. Grunden hertil var, at hans Brev blev liggende hos Overfængelsinspektør Ammitzbøll. Det indeholdt nemlig ikke andet end de raaeste Skældsord mod Gud og Mennesker. Fra Søsteren var der intet Brev. Derimod havde en Metodistpræst Jacobsen, som for nogle Aar siden søgte at paavirke ham, tilskrevet ham et Farvel. Jens Nielsen læste imidlertid kun de første Par Linjer af Sjælesørgerens Brev.



Omkring Skafottet
Imidlertid var Borgmester Lendrop atter kommet op i Retssalen, hvor han gav sine Betjente den sidste Ordre, og derpaa, fulgt af disse, begav sig ned i Gaarden. Følget bestod af Politimester Lendrop, Politifukdmægtig Lund-Andersen, Overbetjent E. Eriksen, Politibetjent Nr. 3 Hansen, Nr. 5 Matthiesen, samt 6 Opsynsbetjente. Hertil sluttede sig senere en bleg, sygeligt udseende Mand, Fængslets Læge, Dr. Winde, og Fængslets Præst Hr. Haffstrøm. Dette Selskab samt Bøddelen og Rakkerknægten var de eneste, der i selve Gaarden skulde overvære Halshugningen.

Men medens denne lille Kres af Mænd nu stillede sig omkring Blokken, saaledes at de allesammen vendte Ansigterne mod den Dør, fra hvilken Delikventen skulde komme, blev der pludseligt livligt indenfor de høje mørke Fængselsmures Gittervinduer. Det var Fangerne, der under Ledelse af Inspektøren kapt. Bache blev anbragt paa deres Pladser. I et af Midtervinduerne nærmest Jorden bemærkedes Philipsens blege Ansigt. Han havde modtaget Ordren med den ydre Ligegyldighed, han sædvanligvis bærer til Skue under sit Fangeliv i Horsens Tugthus.

Da alt var bragt i Orden, og der var bleven dødsstille i Gaarden og bag Væggene, gav Borgmesteren et Tegn, hvorpaa Sejstrup trak Frakken af og lagde den henover den tidligere omtalte Trækasse, saaledes at Klædningsstykket dækkede Øksen. Derpaa aabnedes den vestlige Dør, og alle Blikke rettedes mod

Den Dødsdømte
Staaende dér mellem 4 store Fangevogtere syntes han som et lille Barn. Han var ligbleg, og hans uredte Haar gav ham et forvildet Udtryk. Han var iført Fangedragt: graa Trøje, kort Vest, Knæbenklæder, graa Strømper og Filttøfler, som han selv havde lavet. Saa snart han traadte ud, lod han sit Blik søge op over Murene, hvorfra en svag Mumlen røbede den Interesse, hvormed hans kamerater stirrede ned paa ham. Sluttelig fæstedes hans Øjne op mod Tagskægget, hvorfra nogle Haandværkere, der tilfældigt reparerede et Ventilapparat, nysgærrigt hængte ud over Tagskægget. Det varede længe, før hans Øjne slap det, der aabenbart interesserede ham mest: Tilskuerne. Og man tager vistnok ikke fejl, naar man formoder, at det var en frygtelig Skuffelse for ham, at Henrettelsen ikke foregik midt i en uoverskuelig Menneskemængde. Der var Utilfredshed i hans Blik, da han sænkede det fra Fængslets Mure, og da han saa paa de i Gaarden staaende Herrer, var det med et udtryk af Foragt og Trods.

Hans Hænder var bundne paa Ryggen med et stærkt Bastreb, hvilket ikke syntes at genere ham i hans Gang. Han gik let, næsten elastisk hen og stikkede sig foran Borgmesteren, der holdt nogle Arkstykker i sin Haand. Han stod nu lige tæt ved Blokken, som han dog ikke syntes at ænse. Ingen bemærkede hos ham den pludselige Lammelse, der griber franske Delikventer, i det Øjeblik, de ser Guillotinens blanke Kniv. Men som sagt: Sejstrup havde gemt Øksen under Frakken.

De sidste ord
Idet Borgmesteren øjensynlig vilde til at tale, kom det et Optrin, som imellem de Tilstedeværende vakte en usigelig Bestyrelse. Pastor Haffstrøm, der hidtil havde holdt sig i Baggrunden, traadte nemlig hen til Fangen og sagde til ham i en stærkt bevæget Tone: "Nu er Din sidste Time ......". Fangen hørte ikke mere, før han som stykket af en Giftsnog sprang i Vejret, smuttede imellem to Betjente og løb 7-8 Skridt til Siden, idet han raabte med en hæs Røst: "Jeg har intet at tale med Dem om, ti !". Dette pludselige udbrud forskrækkede Forsamlingen, navnlig Rakkerknægten, der ængstelig trykkede sig op ad Muren. Kun Sejstrup bevarede sin Ro og greb til Øksen. Hvad vilde der ikke kundet være sket, om Jens Nielsen havde sønderrevet Bastbaandende og grebet Bødlens skarpe Vaaben -

Præsten, der var blevet ligbleg, nærmede sig igen og sagde: "Maa jeg da bringe Dig en Hilsen fra Din Søster". Herpaa gav Jens Nielsen intet Svar, men han blev først rolig, da han med sine blodunderløbne Øjne, saa at Præsten fjærnede sig og opgav videre forsøg. Borgmesteren traadte nu frem for Fangen, bredte sine Papirer ud og læste med høj Røst Underrets, Overrets og Højesteretsdommen, der alle 3 sluttede med at dømme ham til døden. Oplæsningen tog 3 ½ Minut. Klokken var nu bleven 7,14 og det første spage Lysskær dæmrede i Østen, da Borgmesteren højtideligt sagde: "Nu før Deres Livslys slukkes, spørger jeg Dem, om De vil høre Præstens Ord". Jens Nielsen (højt): "Nej". Borgmesteren (idet han lagde sine Hænder paa Fangens Skuldre): "Saa Gud være med Dem da. Farvel!". Jens Nielsen: "Tak Hr. Borgmester og - Farvel!". Borgmesteren (til Bødlen): "Vil De gøre Deres Pligt!".

Bødlens Gærning
Tiltrods for det alvorlige i Situationen lykkedes det Hr. Sejstrup for et Øjeblik at give Handlingen et vist komisk Præg. Sejstrup, der ligesom den ængstelige Rakkerknægt var i civil Dragt, bukkede sig nemlig høfligt mod Jens Nielsen og sagde: "Vær´ saa artig!" Og Jens Nielsen, der stod ved sine Ønskers Maal, lod sig ikke det sige to Gange. Han formelig sprang hen til Planken, lagde sig paa langs, sprællede lidt med Benene for at komme rigtigt op, og trykkede derpaa hagen ned i Falsen. For Bødlen, der ikke havde givet Fangen Bind for Øjnene, var der ikke andet at gøre end at lægge Bøjlerne om hans Nakke. Det var et Hundredels Minuts Værk.
Der herskede i Gaarden en Stilhed som paa Bunden af en dyb Brønd. Fangen laa udstrakt med Ryggen opad, rolig som en hvid Stribe: Delikventens mellem 2 Jernbøjler fremstrakte Hals. Og langsomt over denne Hals hævede sig en vældig bred, Blinkende Økse, faldt pludselig og overskar et Hovede fra en Krop. Klokken var 7,15. Den Lyd, der hørtes, lød som naar man slaar en vaad Svamp mod en Væg - saa hørte man en svagt klingende Metallyd. Det var den halvtredje Kvarter lange halvrunde Æg, der besindigt blev trukket gennem Skaaret. Hovedet faldt i Blikkoppen og trillede derfra videre ned i Gruset.

Det afhuggede Hovede
Hverken fra Hovedet eller fra Halspiben kom der ret meget Blod. Nogle faa Draaber drev ned ad Blokken, men udslettedes af dens røde Farve. I Kroppen bemærkedes ikke andre Trækninger end en let Rysten i Fødderne, da Hovedet faldt. Fingrene, der var bundne bag paa Ryggen, var synlige for alle. De Nærmeststaaende troede at se de to Tommelfingre langsomt lukke sig og aabne sig igen som 2 Foldeknive, men det var i hvert Fald en ubetydelig Bevægelse. Endnu roligere var Ansigtstrækkenne. Hovedet laa i Gruset paa venstre Side med Næsen nedan. Med Hovedet var fulgt et Stykke af Kraven samt 2 1/4 Tomme Hals. Besynderligt var det, at det næsten ikke blødte. Der var kun et Par Draaber Blod at opdage i det gule Grus.
Sejstrup tørrede imidlertid sin Økse af med en hvid Klud, og løsnede Bøjlerne fra den døde Krop. Hans Rakkerknægt, en Malersvend med Kunstnerslips og Polkahaar, rørte sig ikke ud af Stedet, og selv havde Sejstrup erklæret ikke at ville tage Hovedet op og lægge det i Kisten, da denne Rakkergærning ikke er ham paabudt i hans Instruks. Spørgsmaalet blev i dette Tilfælde løst derved, at 6 Fanger traadte ind ad Gaardens nordre Port. De medbragte en almindelig sortmalet, fladtrykt Kiste, i hvilken de lagde Kroppen og derpaa Hovedet, det sidste mellem den Afdødes Ben. Endelig vendte Borgmesteren sig til Tugthusvagtmesteren og sagde: "Eksekutionen er endt. Jeg overleverer Dem Liget. Vil De foretage det Fornødne". Fangerne bar derpaa Kisten ind i det nærliggende Kapel.

Efter Henrettelsen
Umiddelbart efter Eksekutionen forrettede Pastor Halffstrøm Jordpaakastelsen i Kapellet. Samtidigt redigerede Borgmesteren i Retssalen et Iltelegram til Justitsministeriet. I dette Telegram meddeltes kort og godt, at Eksekutionen havde fundet Sted. Fangerne, af hvilke mange var besvimede, førtes derpaa igen til deres Celler, og Borgmesteren, der synlig var glad over at Dagens Begivenhed nu tilhørte Historien, satte sig i sin Vogn og kørte Hjem. Udenfor Fængslet havde imidlertid samlet sig et stort Antal Mennesker, der trængte paa og nu og da truede med at gennembryde Politikæden. Til denne Menneskemasse holdt Borgmesteren fra Vognen følgende Tale:
"Eksekutionen er forbi. Loven er sket fyldest. Forbryderen har lidt sin Straf. Alt er, Gud være lovet, gaaet godt. Nu beder jeg Dem gaa roligt hjem (og derpaa til Betjentene): Vil de splitte Mængden!". Klokken var da 7 ½. Det var blevet højlys Dag. Fra nære Landsbyer ringede Kirkeklokker dæmpet gennem Taagen.

Pastor Haffstrøm
Umiddelbart efter Eksekutionen aflagde vi en Visit hos den bekendte Fængselspræst, Hr. Haffstrøm, hvem vi traf i hans Hjem, der findes i Inspektørboligen foran Fængslet. Hr. Haffstrøm, der er en mørkhaaret, mørkskægget Mand paa ca. 40 aar, har tidligere været Landsbypræst et Sted i Jylland. Efter Mazanti-Affæren fik han for ca. 7 aar siden sin nuværende Stilling, i hvilken han er bleven bekendt som Forfatter og Journalist. Han modtog os med stor Forekommenhed og udtalte følgende om Jens Nielsen:

"Han var en Usling og en Pjalt. Det er Skade, at man efter at have forsøgt alt ikke ogsaa har forsøgt at give ham den eneste Straf, han havde Respekt for, nemlig legemlig Straf. Man har forkælet ham her i Fængslet. Drivfjedren til alle hans Handlinger var Forfængelihed. Han har rimelivis ønsket at dø paa et Skafot for at kunne vise sig som Helt for Mængden. At han ikke fik denne Tilfredsstillelse, har været ham en stor Skuffelse".
Sluttelig meddelte Pastor Haffstrøm, at han agtede at skrive en Bog om den forhærdede Synder.

Begravelsen
Da Mørket om Aftenen hvilede over Horsens Tugthus, aabnede den nordre Port, og en simpel Arbejdsvogn kørte langsomt ud ad Vejen. Paa Vognen stod en flad sort Kiste, uden Krans og Blomst. Det var den Henrettedes Baare. Følget bestod af en Betjent i Uniform. Uden at nogen bemærkede Ligtoget, drog det langsomt bag om Byen op til den ny Kirkegaard, i hvis østlige Hjørne et Par Graverkarle stod beskæftigede paa Bunden af en Grav. Derned sænkede de Jens Nielsen, og da de var førdige og havde stampet Jorden fast ovenpaa ham, stod de længe og stirrede paa Graven, endnu grebne af Rædsel over alt det , de havde hørt om dette Menneske, hvis forvildede Sjæl omsider havde fundet Hvile.

Ignotus

Politikken 9. november 1892